Politik om acceptabel brug af Workplace

Velkommen til Workplace fra Facebook!
Bemærk, at dette er en anden tjeneste end forbrugerversionen af Facebook, og den er beregnet til brug af organisationer. Det betyder, at hvis du anvender vores tjeneste på en arbejdsplads eller på en enhed eller konto, udstedt til dig af din arbejdsgiver eller en anden organisation (din "organisation"), så har denne organisation sandsynligvis sin egen politik vedrørende din brug af Workplace, og din brug af tjenesten skal overholde en sådan politik. Kontakt din organisation, hvis du har nogen spørgsmål vedrørende politikken. For oplysninger vedrørende Workplaces praksis for beskyttelse af personlige oplysninger henvises der til Workplaces politik om beskyttelse af personlige oplysninger.

Ansvarlig brug af Workplace
Udover din organisations politik har vi også skabt følgende regler som hjælp til at sikre ansvarlig brug af vores tjenester.
Når du får adgang til API'et for Workplace, skal du overholde vores platformspolitik for Workplace. Når du bruger Workplace, må du ikke:
  • skjule din identitet, udgive dig for at være en anden eller give et misvisende billede af din tilknytning til en person eller enhed.
  • deltage i aktiviteter, som udnytter, skader eller truer med at skade børn.
  • oprette eller vise indhold, der er ulovligt, diskriminerende, skadeligt, svigagtigt, bedragerisk eller ærekrænkende, eller som promoverer eller opfordrer til vold, lovovertrædelse, selvbeskadigelse, spiseforstyrrelse eller stofmisbrug.
  • overtræde love eller krænke Facebooks eller nogen tredjeparts rettigheder.
  • interferere med den normale funktion af Workplace eller en anden persons brug af Workplace.
  • åbne Workplace eller tilknyttet indhold eller oplysninger gennem midler, der ikke er godkendt af Facebook (herunder scraping eller crawling), omgå adgangskontroller eller på anden måde få uautoriseret adgang til Workplace eller tilknyttede systemer, adgangskoder eller konti.
  • dele administratoradgangstokens med eller give lignende appadgangstilladelser til nogen tredjepart, som ikke er udtrykkeligt godkendt af Facebook. Når du beslutter at give en sådan administratoradgang via token eller apptilladelse til en godkendt tredjepart, må du kun give tredjeparten adgang til dine data eller dit indhold i det omfang, det er nødvendigt for de formål, som Facebook har godkendt og i overensstemmelse med dine instruktioner. Vi forbeholder os retten til at begrænse en sådan tredjepartsadgang (f.eks. ved at nulstille adgangstoken eller fjerne apptilladelsen) når som helst, hvis vi mener, at en sådan adgang har været eller vil blive misbrugt.
  • overføre vira, malware eller anden ondsindet kode eller foretage andet, der kan skade, deaktivere, overbelaste eller forringe Workplace eller tilknyttede systemer (f.eks. "denial of service"-angreb eller forstyrrelse af sidegengivelse eller anden Workplace-funktionalitet).
Bemærk også, at Workplace ikke er rettet mod børn, der er under 13 år, så hvis du er under 13 år, har du ikke tilladelse til at åbne eller anvende tjenesten.

Vores ansvar og din feedback
Facebook kan anvende automatiske teknologier til at registrere børneporno eller andet ulovligt eller krænkende materiale eller materialer, som vi med rimelighed vurderer kan skade Workplace, brugere eller tredjeparter.
Vi kan (men er ikke forpligtede til) fjerne eller begrænse adgang til dine data eller dit indhold, hvis vi mener, at det overtræder denne politik om acceptabel brug, din organisations Workplace-virksomhedsaftale eller gældende love eller bestemmelser. Facebook vil give dig eller din organisation rimelig varsel om sådanne handlinger, medmindre det er forbudt ved lovgivning.
Du er altid velkommen til at komme med feedback vedrørende Workplace, men bemærk, at vi kan bruge dine kommentarer eller forslag uden nogen form for forpligtelse eller kompensation til dig.

Ikrafttrædelsesdato: 25. maj 2018